RAKKERE - de første afvigere i Danmark

Soldater i det forrige århundrede var tvunget til lang værnepligt. De var bønder, for kun bønder kunne tvinges til at være soldater.
Soldaterplagerier var almindelige. Der var love mod det, men tæv med pisk eller tyremie, lavet af en tyrs kønslem, hørte til hverdagen for dem der "sprang soldat".

En soldat flygtede fra tjenesten - det var der dødsstraf for. Han var soldat på fyn, men slap over lillebælt forfulgt af to ryttere. Historien om ham findes i mange udgaver, men kernen i historien er den samme. Soldaten flygter til vestjylland, stadig forfulgt af de to ryttere. Han når frem til Dejbjerg hede, dengang et stort, øde stræ med lyng, idag beplantet med nåletræer. Da han når Dejbjerg , er forfølgerne tæt på ham, men i løbet af natten får han et forspring, han er selv vestjyde, og kender egnen bedre.
Hans flugt når udover heden til en vej der, også i dag, kaldes helmisvej. Helmis betyder "gammel hest", det var en vej som beboerne i dette område brugte. Folk på egnen kaldte dem for "rakkere". Deres arbejde bestod i at tage skindet af døde heste - de slæbte hestene af Helmisvej til de steder, hvor afskindningen skete.

Da soldaten på flugt når helmisvej, ser han en lille gruppe rakkere i færd med at flå en hest. De to ryttere er nu så tæt på ham, at han vidste de ville nå ham salvsamme dag. Soldaten springer da hen til gruppen af rakkere, tager en kniv fra en af dem, og deltager i deres arbejde. De to ryttere var nu så tæt på ham, at de kunne se hvad soldaten foretog sig. Straks standsede de hestene og kort tid efter red de væk fra egnen.

Jeg har hørt historien fortalt af en gammel vestjyde - og hvis i selv for muligheden, og spørger hvorfor forfølgerne opgiver jagten, så vil de som regel sige, at soldaten havde forskrevet sig til rakkerne. Man taler jo om, at folk kan forskrive sig til fanden , når de i gamle eventyr giver fanden et løfte for at blive rige - udtrykket har samme mening i forbindelse med soldaten... Ved at udføre rakkerarbejde melder han sig ud af det almindelige samfund - han vælger rakkernes rolle og dermed også rakkernes liv. Så har han ikke længere soldaterpligt - ja det er, som om han slet ikke hører med til sit gamle folk længere.

I dag ville vi sige, at han vælger at være afviger.
Han stiller sig udenfor samfundet , det normale borgerlige samfund. Han viger fra den rette vej, og slår ind på Helmisvejen.

At være afviger kan både være en situation, de andre bringer en i - eller også kan man selv vælge at være afviger. Som regel opstår afvigere dog som en blanding af et pres fra samfundet og som et ønske eller en håbløs handling fra personen selv.

Forfølgelses an jøder i Europa fra 1600-tallet til idag har dette dobbelte præg - jøder bliver forfulgt fordi de er anderledes, men da de kun ønsker at overleve i deres eget folks skikke og tro, så gør de det, der er anderledes, endnu stærkere hos sig selv. Følgen har været, at de blot bliver endnu mere forfulgt. Så slår holdningerne tilbage på jøderne, der under palæstinensernes oprør på vestbredden oplever, at samfundspresset dag for dag gør palæstinenserne stærkere i det, de selv tror på, sådan at oprørerne, især de mange børn og unge, fremstilles som afvigere.

Et samfunds forbrydere er afvigere, men det særlige er, at de ofte fortsætter med at være afvigere efter straffen, selvom de ikke begår flere forbrydelser. Samfundet holder dem ude, og de er tvunget til at blive ved med at være afvigere.

Punkere, og før dem tressernes langhårede er eksempler på, at grupper som følge af en mode eller en holdning i samfundet, måske skjult for dem, der ikke er afvigere, selv vælger at stå udenfor samfundet og med tøj, musik og andre signaler ønsker at fortælle at de er afvigere. De vil gøre op med samfundet.

BZ'erne er et eksempel på en gruppe af afvigere, der bliver afvigere, fordi samfundet i dette tilfælde med boligpolitik beskytter borgerskabets mulighed for at få hus og lejlighed, mens en ny generation møder store vanskeligheder - men også et eksempel på en kamp, der fortsætter på trods af forbedringer på boligområdet. En gruppe, der med hætter markerer deres fællesskab og kaster sig over flere og flere problemer i samfundet, nu hvor boligpolitikken ikke totalt ødelægger deres muligheder for hus og hjem. Samfundet holdning gjorde dem til protest-afvigere, men langsomt har de forstærket deres afvigelse, sådan at de får tilslutning også fra folk, der nok kunne få noget at bo i, man som vælger at være afviger, BZ'er, som en måde at udtrykke politisk holdning på.

Bøsser og lesbiske er sexuelle afvigere af natur. De er enten født afvigere eller påvirkes sexuelt på et tidspunkt i deres liv, at de senere vælger at blive bøsser og lesbiske. Samfundets forfølgelse gennem århundreder sætter dem ud på et sidespor, hvor de ikke ønsker at være, det er samfundet selv der fremkalder sine afvigere. Og det ved vi historisk, fordi homosexualitet i andre samfund har været set på som helt normalt.
Samfundets valg af moral fremkalder altså afvigere.

Det er ret spændende at se på rakkerne som afvigere i forhold til alle de forskellige måder, som afvigere opstår på. Også fordi det er min overbevisning, at rakkerne måske var de aller første afvigere i Danmark - og fordi det, ved nærmere granskning, ser ud til, at historien om rakkerne indeholder alle de kendetegn og alle de følelser, som begrabet afviger indeholder.

Jeg har deltaget i mange kurser og hørt mange foredrag om dette emne - det der har vakt min interesse er blandt andet, at det, der har gjort dem til afvigere, vender på hovedet i forhold til, hvad vi ellers siger om afvigere. Mange historikere mener nemlig nu, at rakkerne IKKE var indflyttere i Danmark. De var IKKE tilrejsende sigøjnere, som det ellers længe er blevet sagt.

Da forfatteren Steen Steensen Blicher i begyndelsen af de forrige århundrede mødte rakkerne ude på heden, kaldte han dem ganske vist sigøjnere - men han skrev samtidig at de talte "kjæltring-latin. Ordet Kjæltring er et af de mange øgenavne rakkerne har. Andre kalder dem for natmænd, fordi det var dem der i byerne tømte spandene i de udendørs lokummer, også fordi de var håndlangere for de gamles dages bødler, når folk som straf skulle henrettes. Nogle kalder dem også for "de sorte" - andre siger "skovlogringer - foruden ordet sigøjnere siger nogle iøvrigt også tatere, der egentlig betyder det samme som sigøjner.

Men det sære er, at allerede i 1700-tallet er der folk, der for første gang undrer sig over ordet Kjæltring. Især fordi det navn kommer så tæt på ordet kelter, altså navnet på et menneske fra de keltiske stammer, der ihvertfald levede her i landet i jernalderen for omkring 2000 år siden. Kjæltring betyder idag en der snyder eller narrer, men mon ikke ordet er blevet drejet undervejs - ligesom det i København hed "at jøde noget" om det at stjæle. "at jøde noget" er jo en måde at gøre jøder i al almindelighed til tyvagtige, til afvigere. Måske kan ordet Kjæltring være opstået på samme måde - måske har det oprindeligt betydet en kelter, en fra en keltisk stamme, og fordi det så var en fremmed, var det nok til at gøre kelteren eller kjæltringen til en afviger. Måske røder sprogbrugen lidt af, hvad historien handler om.

Men der er ikke enighed om, at rakkerne var keltere. Derimod er der flere og flere, der mener. at de tilhører et meget gammelt folk. Det mener blandt andre forfatteren og historikeren Magaret Murray, der har skrevet bogen "heksenes gud". Der er også tanker i den retning hos historikeren Palle Lauring, der i sin bog "Danmarks håb og horn" fortæller om de gamle konger i middelalderen som en slags afvigere, der kørte med en gammel tro på frugtbarhedsguder samtidig med, at de lod som om de var kristne.

Palle Lauring har siden trukket noget af det tilbage, men jeg tror han havde mere ret end han nogensinde vil finde ud af - folk skriver stadig helt nye bøger, og tænker grundlæggende på samme måde om rakkerne - de blev afvigere måske gennem 2000 år og helt frem til vores eget århundrede.

Den der senest har været mest optaget af det er forfatteren Mads Lidegaard, der i sine bøger om gamle oldtidsveje i Jylland, hærvejen og ravvejen, mange gange er inde på samme tankegang om grunden til, at rakkerne bliver til afvigere. Jeg har flere gange drøftet det med Mads Lidegaard og været med ham ude i skovene for at se beviserne - han mener faktisk selv, at han er skovlogring eller rakker.

Både Mads Lidegaard og Magaret Murray mener, at rakkerne hører til det folk, der boede her i norden som de første. Vi ved jo alle, at danskerne først kom rimeligt sent til - vi har ikke boet længere i Danmark end palæstinenserne har boet i Israel, efter at jøderne var jaget ud.

Forud for det danske bønder levede der et andet bondefolk i landet - der har været bønder i Danmark i mindst 5000 år. Jeg har selv med familie og med Mads Lidegaard som stifinder set mærkerne efter det gamle folk i Dejbjerg, hvor rakkerne siden hen holdt til, ligesom de iøvrigt gjorde mange andre steder i Vestjylland.

Men endnu tidligere end det bondefolk der flyttede ind i Danmark, levede der faktisk også mennesker her. På den egn, hvor jeg er opvokset, er der fundet spor af et jægerfolk, der levede for 9000 år siden - det vil sige lige efter den sidste istid.

Mange har i skolen fået fotalt, at jægerfolket langsomt blev til et bondefolk. Det tror jeg er noget vrøvl. Mads Lidegaard fortæller også, at vi ikke kender noget eksempel i verden på, at et jægerfolk er blevet til et bondefolk - de er IKKE blevet bofate og har IKKE pludselig lært sig at bruge bøndernes redskaber. I Afrika, som Mads Lidegaard har skrevet en del om, fordi han meget tidligt var optaget af u-landene, lever der jægerfolk klods op ad bondefolket, uden at de tager ved lære af hinanden. Mange af Afrikas stammekrige er faktisk krige mellem netop jægere og bondefolk.

Hvordan kan vi så sige at jægere i Danmark stille og roligt sagde til sig selv, at de hellere ville dyrke korn end skyde med bue og pil - det passer simpelthen ikke. I Danmark, Norge og Sverige er det selvfølgelig foregået som alle andre steder, hvor bondefolket er trængt frem: De har slået jægerfolket ihjel eller har drevet dem ud til de store mørke skove eller til de mest øde egne af landet. I Danmark betød det, at de kom til Vestjylland, mange af dem blev ovenikøbet drevet over vesterhavet til Engalnd og derfra videre til Irland og Skotland.

I Norge, Finland og Sverige hedder det gamle jægerfolk samerne. De boede, før bondefolket trængte frem, helt ned til der hvor Oslo ligger, og syd for stockholm. Bondefolket slog dem ihjel eller drog dem til de ødeste områder, der i disse lande ligger nordpå. Restgrupperne af samere blev opfattet som afvigere af det normale bondefolk, skønt det var bondefolket der var fremmede, og samerne de oprindelige. Først i dette århundrede er der i de tre lande ved lov forsøgt at beskytte samernes kultur - indtil da talte man om, at samerne skulle tilpasses - og det er jo netop sådan et samfund taler om afvigere. Idag kalder vi det også integration.

Det samme, som i Norden skete for to eller tre tusinder af år siden, har vi oplevet frem til idag i blandt andre USA og Australien. Her blev det oprindelige jægerfolk, indianerne, udryddet af de fremmede - bondefolket, der kom fra Europa, indtil der var så få indianere tilbage, at de kunne være i små reservater. Også for indianerne var der altså tale om tilpasning. Skønt de var de oprindelige blev de - og bliver de - set på som afvigere.

Det samme mener jeg altså også er sket herhjemme. De fleste af de gamle jægerfolk er blevet udryddet eller jaget vestpå - og mange altså også ud af Danmark til Irland, Skotland og England - men også til Island og Færøerne. Fund på både Island og Færøerne viser, at der var folk, før nordboerne kom i vikingetiden.

Magaret Murray mener, at rakkerne, kjæltringerne, skovlogringerne, er de oprindelige jægerfolk, og at de i tidens løb har haft alle de øvrige navne også. Skovvætten eller skovnissen mener hun er det samme folk. Også elverfolket taler hun om som rester af det gamle jægerfolk. I alle danske, norske, skotske og engelske eventyr er elverfolk kun et hovede kortere end de andre, der lever i landene. Det er shakespeare, der laver elverfolket om til alfer, som jo er små som sommerfugle.

Magaret Murray nævner ikke de gamle danske myter - men jeg mener, at de fortæller samme historie: Her er der også et andet folk, dværgene i bjergene. Det er nok ikke et tilfælde, at de omtales som dværge, de er altså, ligesom jægerfolket, mindre end det indflyttede bondefolk. Det helt utrlige er, at myterne altid fortæller, at dværgene i bjergene er smede. Det er dem, der smeder en lænke til fenrisulven, der holder. Det er der de flotteste smykker, deriblandt Brysing, laves i den nordiske mytologi.

Det er spændende i sammenhæng med, at i keltisk jernalder lige før år 0 er der netop et særligt folk, der laver jern i Danmark. Måske er det en kunst, som disse jægerfolk, der blev forfulgt af kelterne og måske mange gange levede sammen med dem, har lært af kelterne. Ihvertfald er det en kendsgerning, at rakkerne, kjæltringer og natmænd også altid kaldes for kulsvigere. En kulsviger er en, der kan lave trækul. Og kun den, der laver trækul, kan udsmelte jern, for kun med trækul, kan der komme høj nok varme.

Når de kaldes dværgene i bjergene, kan det måske skyldes at de levede i Vestjylland. Men det er et rent gæt, der kun bygger på at jeg ved, at et bjerg er det gamle danske ord for en bakke - altså ikke for fjeld. Klitter i vestjylland kaldes bjerge den dag i dag - i den egn jeg kommer fra, hedder kommunen Blåbjerg, opkaldet efter en lille bakke i skoven, der altså kaldes bjerg. Det er ikke vestjyders storhedsvanvid, men blot det gamle danske ord der bruges endnu. Endnu et argument kunne være, at nationalmuseet oplyder, at det indtil nu KUN er i netop vestjylland man har fundet jernalderens bopladser. Der er gravsteder fra den tid, 5000 år før Kristus og optil år 0, over hele Danmark, men bopladserne og også de gruber, de smeltede jern i, har man kun fundet i Vestjylland.
Jeg mener det kan bruges som en lille brik i puslespillet om disse afvigere, der blev holdt udenfor samfundet - men alligevel godt kunne bruges til det beskidte arbejde og måske også til jernudsmeltning.
I hvert fald har de levet i Vestjylland gennem århundreder, på de jyske heder - og særligt mange af dem har boet i Rønbjerg oppe vest for Salling - og, som allerede nævnt, i Dejbjerg ved Ringkøbing fjord.

Fra dejbjerg ved vi iøvrigt med sikkerhed, at de hele tiden har været set på som samfundets afvigere og udskud. I en præst i Dejbjerg i 1600-tallet, klager skriftligt over, at ingen vil være vidner til dåb, når det er et rakkerbarn der skal døbes. Jeg har også set et tydeligt bevis på at rakkerne ikke måtte blande sig med resten af byen - de boede da også udenfor landsbyen - men selv når de kom til kirke, måtte de ikke sidde på bænk med bondefolket - bagerst i kirken var nogle rakkerbænke, og de står der faktisk endnu, i tårnrummet bagerst i Dejbjerg kirke. Det er ikke menigheden der ønsker at bevare disse bænke, men gusskelov har nationalmuseet krævet, at byen bevarer dette utrolige stykke danmarks historie. Nogle af bænkene er dog kommet på museum i Ringkøbing, ligesom man kan se dem på Nationalmuseet i København.

Der er flere beviser for påstanden, og jeg skal ikke nævne dem alle - men helt synligt blev det, da jeg fandt en menneskeknogle på Dejbjerg kirkegård. Rakkerne måtte ikke blive begravet i indviet jord - men de klarede det alligevel. De kravlede over kirkegårdsdiget om natten med liget af deres afdøde, og begravede det hurtigt, men ikke særligt dybt, i et område med græs på kirkegården. Rakkerplænen er der endnu - på kirkegården ved Dejbjerg Kirke. Plænen er fuld af huller og graveren ved Dejbjerg kirke kunne bekræfte, at de indimellem finder menneskeknogler når de skuffer eller arbejder i jorden - simpelthen fordi rakkerne ikke havde tid til at grave liget dybt nok ned, når det skulle forgå ulovligt. Iøvrigt fortalte graveren, at når folk i Dejbjerg skal begraves, så ønsker de at leje et stykke kirkegårdsjord, der ligger langt væk fra rakker-plænen.

Der elever selvfølgelig stadig rakker-familer på egnen omkring Dejbjerg - hvor meget de er tilpasset ved vi ikke. Mads Lidegaard mener, at det er mindre, end vi tror. Han mener, at når de fleste danskere er bange for at gå alene i skoven - og da slet ikke om natten - så er det ikke af skræk for skoven, men for skovfolket, jægefolket. Børn er blevet fyldt med historier om afvigere i skoven gennem mere end tusind år. Men stik modsat, er der folk der aldrig er bange for skoven - og af og til hører vi også fra andre nordiske lande om hemmelige fester, der holdes i skovene også i dag. Mads Lidegaard mener, at det er rester af det gamle folk, der ikke vil give slip på deres eget. Myterne lever videre - ikke som ammestuefortællinger, men igennem spillefilm som f.eks. Blair Witch Project.

Magaret Murray mener, at den tid, hvor man tydeligst kunne se, at det gamle jægerfolk blev behandlet som afvigere, var dengang, man brændte hekse. Hun har gennemgået retsagerne mod hekse i mange forskellige lande og har konkluderet, at hekse i næsten alle sager var mindre og mørkere end andre folk. Magaret Murray mener, at det, der skete, ikke var den kristne kirkes kamp for at komme dem, der ikke troede på kirken til lavs - men at der var tale om udryddelse af en afvigergruppe, et fremmed folk - de oprindelige.

Hun siger, at der blev brændt 10 millioner hekse i Europa. Det er ikke fjernt at sammenligne med nazisternes udryddelse af jøderne. Også nazisterne var jo især ude på at udrydde de jødiske kvinder, fordi de kunne sætte flere jøder i verden. Det kan måske være grunden til, at det var hekse, altså kvinder, der blev brændt. I Lønne, hvor jeg kommer fra, er der dog også blevet brændt en trold - det var landsbyens præst, der blev dømt for trolddom efter at have hjulpet en gruppe hekse.

Helt op til vore dage er rakkerne blevet behandlet som dem, der står udenfor samfundet. På kirkegården i Dejbjerg er der dog en enkelt rakker-familie der er blevet begravet som andre i landsbyen, altså med gravsten. Konen i den familie hed Mette Mus. Hun kom oppe fra hederne omkring Viborg og blev gift med en rakker fra Dejbjerg. Da de fik mange børn, blev huset aldrig kaldt for andet end "musereden". Det ligner jo præsis den måde folk i fremskridtspartiet har talt om fremmede på, når de har sagt - og er blevet dømt for at sige - at de yngler som rotter.

Vi ved, at nogle af rakkerne havde en anden måde at leve sammen på end at gifte sig. Nogle kvinder fra storheden blev lejet ud for en aftalt sum penge, til mænd på Dejbjerg-egnen. De rigtige ægtemænd kom så en gang om året og hentede betalingen. En af dem, der blev gift på denne måde, slog den mand ihjel, som hun var lejet ud til. Han hed Kasper Hodde. De havde begge to drukket meget og lagde sig til at sove på en af de mange gravhøje ved Dejbjerg. Hun vågnede først, samlede nogle sten i sit tørklæde, og slog Kasper Hodde i hovedet med stenene til han døde.
Den del af historien, der røber, at de andre har set på disse rakkere som afvigere, begynder, da liget bliver hentet ved gravhøjer, der også den dag i dag hedder Kasper Hoddes Høj. Liget blev sat uden for et rakkerhus og blev stående der i sommervarmen i over en måned. Lægen fra Ringkøbing tvang en ung tømrer til at sætte en jernring omkring kisten, fordi den var sprængt af det oppustede lig. Til sidst fik politiet nogle til at flytte liget til kirkegården.
Den dag i dag siger folk på egenen, at det er det ligtog, der har haft det største følge nogensinde - men det er fluerne de tænker på.

Der står idag en mindesten for et rakkerhus. Stenen er sat der, fordi huset har en historie, der også bekræfter, at de blev betragtet som afvigere. En rakker ville bygge et hus, men ikke på heden, hvor de ellers holdt til. Men ingen af de tre gamle sogne Skjern, Dejbjerg og Stauning ville ha rakkeren og hans famile. Så byggede de huset ulovligt, så det kom til at ligge lige sådan, at huset lå, hvor de tre sogne mødtes. Og så skændtes politikerne i de tre sogne ellers om hvem der skulle betale til rakkerne. Biskoppen i Ribe kunne ikke afgøre, så det endte hos kongen, der lod Skjern slippe og de andre to sogne betale.

Idag kan man ikke se noget af den gamle historie.. Paradoksalt nok ligger der et kæmpe naturgas-anlæg på stedet, der også koster penge at drive, samme sted som rakkerhuset - nemlig på kommunegrænsen mellem de tre kommuner.

Det rystende ved denne historiske gennemgang er, at mennesker gennem tusinder af år ser ud til at være ens. Der er nogen, der skal skubbes udenfor. Og det er nogen, der vil være udenfor. I ungarn lever sigøjnere og "det nye folk" sammen. Skulle vi ikke prøve at gøre det samme...

Husk på: Måske var vi selv afvigere der, hvor vi engang kom fra, da vi flygtede herop. Skulle vi ikke stoppe op i flugten og se hvad de fremmede egentlig vil - det kræver bare en samtale...

©2000 - Jeppe Søe

Jeppe Søe
Nørrediget 40 • 7100 Vejle • Tlf: 22155541 • Email: jeppe@soe.dk