|
RAKKERE - de første afvigere i Danmark
Soldater i det forrige århundrede var tvunget til lang værnepligt.
De var bønder, for kun bønder kunne tvinges til at
være soldater.
Soldaterplagerier var almindelige. Der var love mod det, men tæv
med pisk eller tyremie, lavet af en tyrs kønslem, hørte
til hverdagen for dem der "sprang soldat".
En soldat flygtede fra tjenesten - det var der dødsstraf
for. Han var soldat på fyn, men slap over lillebælt
forfulgt af to ryttere. Historien om ham findes i mange udgaver,
men kernen i historien er den samme. Soldaten flygter til vestjylland,
stadig forfulgt af de to ryttere. Han når frem til Dejbjerg
hede, dengang et stort, øde stræ med lyng, idag beplantet
med nåletræer. Da han når Dejbjerg , er forfølgerne
tæt på ham, men i løbet af natten får han
et forspring, han er selv vestjyde, og kender egnen bedre.
Hans flugt når udover heden til en vej der, også i dag,
kaldes helmisvej. Helmis betyder "gammel hest", det var
en vej som beboerne i dette område brugte. Folk på egnen
kaldte dem for "rakkere". Deres arbejde bestod i at tage
skindet af døde heste - de slæbte hestene af Helmisvej
til de steder, hvor afskindningen skete.
Da soldaten på flugt når helmisvej, ser han en lille
gruppe rakkere i færd med at flå en hest. De to ryttere
er nu så tæt på ham, at han vidste de ville nå
ham salvsamme dag. Soldaten springer da hen til gruppen af rakkere,
tager en kniv fra en af dem, og deltager i deres arbejde. De to
ryttere var nu så tæt på ham, at de kunne se hvad
soldaten foretog sig. Straks standsede de hestene og kort tid efter
red de væk fra egnen.
Jeg har hørt historien fortalt af en gammel vestjyde - og
hvis i selv for muligheden, og spørger hvorfor forfølgerne
opgiver jagten, så vil de som regel sige, at soldaten havde
forskrevet sig til rakkerne. Man taler jo om, at folk kan forskrive
sig til fanden , når de i gamle eventyr giver fanden et løfte
for at blive rige - udtrykket har samme mening i forbindelse med
soldaten... Ved at udføre rakkerarbejde melder han sig ud
af det almindelige samfund - han vælger rakkernes rolle og
dermed også rakkernes liv. Så har han ikke længere
soldaterpligt - ja det er, som om han slet ikke hører med
til sit gamle folk længere.
I dag ville vi sige, at han vælger at være afviger.
Han stiller sig udenfor samfundet , det normale borgerlige samfund.
Han viger fra den rette vej, og slår ind på Helmisvejen.
At være afviger kan både være en situation, de
andre bringer en i - eller også kan man selv vælge at
være afviger. Som regel opstår afvigere dog som en blanding
af et pres fra samfundet og som et ønske eller en håbløs
handling fra personen selv.
Forfølgelses an jøder i Europa fra 1600-tallet til
idag har dette dobbelte præg - jøder bliver forfulgt
fordi de er anderledes, men da de kun ønsker at overleve
i deres eget folks skikke og tro, så gør de det, der
er anderledes, endnu stærkere hos sig selv. Følgen
har været, at de blot bliver endnu mere forfulgt. Så
slår holdningerne tilbage på jøderne, der under
palæstinensernes oprør på vestbredden oplever,
at samfundspresset dag for dag gør palæstinenserne
stærkere i det, de selv tror på, sådan at oprørerne,
især de mange børn og unge, fremstilles som afvigere.
Et samfunds forbrydere er afvigere, men det særlige er, at
de ofte fortsætter med at være afvigere efter straffen,
selvom de ikke begår flere forbrydelser. Samfundet holder
dem ude, og de er tvunget til at blive ved med at være afvigere.
Punkere, og før dem tressernes langhårede er eksempler
på, at grupper som følge af en mode eller en holdning
i samfundet, måske skjult for dem, der ikke er afvigere, selv
vælger at stå udenfor samfundet og med tøj, musik
og andre signaler ønsker at fortælle at de er afvigere.
De vil gøre op med samfundet.
BZ'erne er et eksempel på en gruppe af afvigere, der bliver
afvigere, fordi samfundet i dette tilfælde med boligpolitik
beskytter borgerskabets mulighed for at få hus og lejlighed,
mens en ny generation møder store vanskeligheder - men også
et eksempel på en kamp, der fortsætter på trods
af forbedringer på boligområdet. En gruppe, der med
hætter markerer deres fællesskab og kaster sig over
flere og flere problemer i samfundet, nu hvor boligpolitikken ikke
totalt ødelægger deres muligheder for hus og hjem.
Samfundet holdning gjorde dem til protest-afvigere, men langsomt
har de forstærket deres afvigelse, sådan at de får
tilslutning også fra folk, der nok kunne få noget at
bo i, man som vælger at være afviger, BZ'er, som en
måde at udtrykke politisk holdning på.
Bøsser og lesbiske er sexuelle afvigere af natur. De er
enten født afvigere eller påvirkes sexuelt på
et tidspunkt i deres liv, at de senere vælger at blive bøsser
og lesbiske. Samfundets forfølgelse gennem århundreder
sætter dem ud på et sidespor, hvor de ikke ønsker
at være, det er samfundet selv der fremkalder sine afvigere.
Og det ved vi historisk, fordi homosexualitet i andre samfund har
været set på som helt normalt.
Samfundets valg af moral fremkalder altså afvigere.
Det er ret spændende at se på rakkerne som afvigere
i forhold til alle de forskellige måder, som afvigere opstår
på. Også fordi det er min overbevisning, at rakkerne
måske var de aller første afvigere i Danmark - og fordi
det, ved nærmere granskning, ser ud til, at historien om rakkerne
indeholder alle de kendetegn og alle de følelser, som begrabet
afviger indeholder.
Jeg har deltaget i mange kurser og hørt mange foredrag om
dette emne - det der har vakt min interesse er blandt andet, at
det, der har gjort dem til afvigere, vender på hovedet i forhold
til, hvad vi ellers siger om afvigere. Mange historikere mener nemlig
nu, at rakkerne IKKE var indflyttere i Danmark. De var IKKE tilrejsende
sigøjnere, som det ellers længe er blevet sagt.
Da forfatteren Steen Steensen Blicher i begyndelsen af de forrige
århundrede mødte rakkerne ude på heden, kaldte
han dem ganske vist sigøjnere - men han skrev samtidig at
de talte "kjæltring-latin. Ordet Kjæltring er et
af de mange øgenavne rakkerne har. Andre kalder dem for natmænd,
fordi det var dem der i byerne tømte spandene i de udendørs
lokummer, også fordi de var håndlangere for de gamles
dages bødler, når folk som straf skulle henrettes.
Nogle kalder dem også for "de sorte" - andre siger
"skovlogringer - foruden ordet sigøjnere siger nogle
iøvrigt også tatere, der egentlig betyder det samme
som sigøjner.
Men det sære er, at allerede i 1700-tallet er der folk, der
for første gang undrer sig over ordet Kjæltring. Især
fordi det navn kommer så tæt på ordet kelter,
altså navnet på et menneske fra de keltiske stammer,
der ihvertfald levede her i landet i jernalderen for omkring 2000
år siden. Kjæltring betyder idag en der snyder eller
narrer, men mon ikke ordet er blevet drejet undervejs - ligesom
det i København hed "at jøde noget" om det
at stjæle. "at jøde noget" er jo en måde
at gøre jøder i al almindelighed til tyvagtige, til
afvigere. Måske kan ordet Kjæltring være opstået
på samme måde - måske har det oprindeligt betydet
en kelter, en fra en keltisk stamme, og fordi det så var en
fremmed, var det nok til at gøre kelteren eller kjæltringen
til en afviger. Måske røder sprogbrugen lidt af, hvad
historien handler om.
Men der er ikke enighed om, at rakkerne var keltere. Derimod er
der flere og flere, der mener. at de tilhører et meget gammelt
folk. Det mener blandt andre forfatteren og historikeren Magaret
Murray, der har skrevet bogen "heksenes gud". Der er også
tanker i den retning hos historikeren Palle Lauring, der i sin bog
"Danmarks håb og horn" fortæller om de gamle
konger i middelalderen som en slags afvigere, der kørte med
en gammel tro på frugtbarhedsguder samtidig med, at de lod
som om de var kristne.
Palle Lauring har siden trukket noget af det tilbage, men jeg tror
han havde mere ret end han nogensinde vil finde ud af - folk skriver
stadig helt nye bøger, og tænker grundlæggende
på samme måde om rakkerne - de blev afvigere måske
gennem 2000 år og helt frem til vores eget århundrede.
Den der senest har været mest optaget af det er forfatteren
Mads Lidegaard, der i sine bøger om gamle oldtidsveje i Jylland,
hærvejen og ravvejen, mange gange er inde på samme tankegang
om grunden til, at rakkerne bliver til afvigere. Jeg har flere gange
drøftet det med Mads Lidegaard og været med ham ude
i skovene for at se beviserne - han mener faktisk selv, at han er
skovlogring eller rakker.
Både Mads Lidegaard og Magaret Murray mener, at rakkerne
hører til det folk, der boede her i norden som de første.
Vi ved jo alle, at danskerne først kom rimeligt sent til
- vi har ikke boet længere i Danmark end palæstinenserne
har boet i Israel, efter at jøderne var jaget ud.
Forud for det danske bønder levede der et andet bondefolk
i landet - der har været bønder i Danmark i mindst
5000 år. Jeg har selv med familie og med Mads Lidegaard som
stifinder set mærkerne efter det gamle folk i Dejbjerg, hvor
rakkerne siden hen holdt til, ligesom de iøvrigt gjorde mange
andre steder i Vestjylland.
Men endnu tidligere end det bondefolk der flyttede ind i Danmark,
levede der faktisk også mennesker her. På den egn, hvor
jeg er opvokset, er der fundet spor af et jægerfolk, der levede
for 9000 år siden - det vil sige lige efter den sidste istid.
Mange har i skolen fået fotalt, at jægerfolket langsomt
blev til et bondefolk. Det tror jeg er noget vrøvl. Mads
Lidegaard fortæller også, at vi ikke kender noget eksempel
i verden på, at et jægerfolk er blevet til et bondefolk
- de er IKKE blevet bofate og har IKKE pludselig lært sig
at bruge bøndernes redskaber. I Afrika, som Mads Lidegaard
har skrevet en del om, fordi han meget tidligt var optaget af u-landene,
lever der jægerfolk klods op ad bondefolket, uden at de tager
ved lære af hinanden. Mange af Afrikas stammekrige er faktisk
krige mellem netop jægere og bondefolk.
Hvordan kan vi så sige at jægere i Danmark stille og
roligt sagde til sig selv, at de hellere ville dyrke korn end skyde
med bue og pil - det passer simpelthen ikke. I Danmark, Norge og
Sverige er det selvfølgelig foregået som alle andre
steder, hvor bondefolket er trængt frem: De har slået
jægerfolket ihjel eller har drevet dem ud til de store mørke
skove eller til de mest øde egne af landet. I Danmark betød
det, at de kom til Vestjylland, mange af dem blev ovenikøbet
drevet over vesterhavet til Engalnd og derfra videre til Irland
og Skotland.
I Norge, Finland og Sverige hedder det gamle jægerfolk samerne.
De boede, før bondefolket trængte frem, helt ned til
der hvor Oslo ligger, og syd for stockholm. Bondefolket slog dem
ihjel eller drog dem til de ødeste områder, der i disse
lande ligger nordpå. Restgrupperne af samere blev opfattet
som afvigere af det normale bondefolk, skønt det var bondefolket
der var fremmede, og samerne de oprindelige. Først i dette
århundrede er der i de tre lande ved lov forsøgt at
beskytte samernes kultur - indtil da talte man om, at samerne skulle
tilpasses - og det er jo netop sådan et samfund taler om afvigere.
Idag kalder vi det også integration.
Det samme, som i Norden skete for to eller tre tusinder af år
siden, har vi oplevet frem til idag i blandt andre USA og Australien.
Her blev det oprindelige jægerfolk, indianerne, udryddet af
de fremmede - bondefolket, der kom fra Europa, indtil der var så
få indianere tilbage, at de kunne være i små reservater.
Også for indianerne var der altså tale om tilpasning.
Skønt de var de oprindelige blev de - og bliver de - set
på som afvigere.
Det samme mener jeg altså også er sket herhjemme. De
fleste af de gamle jægerfolk er blevet udryddet eller jaget
vestpå - og mange altså også ud af Danmark til
Irland, Skotland og England - men også til Island og Færøerne.
Fund på både Island og Færøerne viser,
at der var folk, før nordboerne kom i vikingetiden.
Magaret Murray mener, at rakkerne, kjæltringerne, skovlogringerne,
er de oprindelige jægerfolk, og at de i tidens løb
har haft alle de øvrige navne også. Skovvætten
eller skovnissen mener hun er det samme folk. Også elverfolket
taler hun om som rester af det gamle jægerfolk. I alle danske,
norske, skotske og engelske eventyr er elverfolk kun et hovede kortere
end de andre, der lever i landene. Det er shakespeare, der laver
elverfolket om til alfer, som jo er små som sommerfugle.
Magaret Murray nævner ikke de gamle danske myter - men jeg
mener, at de fortæller samme historie: Her er der også
et andet folk, dværgene i bjergene. Det er nok ikke et tilfælde,
at de omtales som dværge, de er altså, ligesom jægerfolket,
mindre end det indflyttede bondefolk. Det helt utrlige er, at myterne
altid fortæller, at dværgene i bjergene er smede. Det
er dem, der smeder en lænke til fenrisulven, der holder. Det
er der de flotteste smykker, deriblandt Brysing, laves i den nordiske
mytologi.
Det er spændende i sammenhæng med, at i keltisk jernalder
lige før år 0 er der netop et særligt folk, der
laver jern i Danmark. Måske er det en kunst, som disse jægerfolk,
der blev forfulgt af kelterne og måske mange gange levede
sammen med dem, har lært af kelterne. Ihvertfald er det en
kendsgerning, at rakkerne, kjæltringer og natmænd også
altid kaldes for kulsvigere. En kulsviger er en, der kan lave trækul.
Og kun den, der laver trækul, kan udsmelte jern, for kun med
trækul, kan der komme høj nok varme.
Når de kaldes dværgene i bjergene, kan det måske
skyldes at de levede i Vestjylland. Men det er et rent gæt,
der kun bygger på at jeg ved, at et bjerg er det gamle danske
ord for en bakke - altså ikke for fjeld. Klitter i vestjylland
kaldes bjerge den dag i dag - i den egn jeg kommer fra, hedder kommunen
Blåbjerg, opkaldet efter en lille bakke i skoven, der altså
kaldes bjerg. Det er ikke vestjyders storhedsvanvid, men blot det
gamle danske ord der bruges endnu. Endnu et argument kunne være,
at nationalmuseet oplyder, at det indtil nu KUN er i netop vestjylland
man har fundet jernalderens bopladser. Der er gravsteder fra den
tid, 5000 år før Kristus og optil år 0, over
hele Danmark, men bopladserne og også de gruber, de smeltede
jern i, har man kun fundet i Vestjylland.
Jeg mener det kan bruges som en lille brik i puslespillet om disse
afvigere, der blev holdt udenfor samfundet - men alligevel godt
kunne bruges til det beskidte arbejde og måske også
til jernudsmeltning.
I hvert fald har de levet i Vestjylland gennem århundreder,
på de jyske heder - og særligt mange af dem har boet
i Rønbjerg oppe vest for Salling - og, som allerede nævnt,
i Dejbjerg ved Ringkøbing fjord.
Fra dejbjerg ved vi iøvrigt med sikkerhed, at de hele tiden
har været set på som samfundets afvigere og udskud.
I en præst i Dejbjerg i 1600-tallet, klager skriftligt over,
at ingen vil være vidner til dåb, når det er et
rakkerbarn der skal døbes. Jeg har også set et tydeligt
bevis på at rakkerne ikke måtte blande sig med resten
af byen - de boede da også udenfor landsbyen - men selv når
de kom til kirke, måtte de ikke sidde på bænk
med bondefolket - bagerst i kirken var nogle rakkerbænke,
og de står der faktisk endnu, i tårnrummet bagerst i
Dejbjerg kirke. Det er ikke menigheden der ønsker at bevare
disse bænke, men gusskelov har nationalmuseet krævet,
at byen bevarer dette utrolige stykke danmarks historie. Nogle af
bænkene er dog kommet på museum i Ringkøbing,
ligesom man kan se dem på Nationalmuseet i København.
Der er flere beviser for påstanden, og jeg skal ikke nævne
dem alle - men helt synligt blev det, da jeg fandt en menneskeknogle
på Dejbjerg kirkegård. Rakkerne måtte ikke blive
begravet i indviet jord - men de klarede det alligevel. De kravlede
over kirkegårdsdiget om natten med liget af deres afdøde,
og begravede det hurtigt, men ikke særligt dybt, i et område
med græs på kirkegården. Rakkerplænen er
der endnu - på kirkegården ved Dejbjerg Kirke. Plænen
er fuld af huller og graveren ved Dejbjerg kirke kunne bekræfte,
at de indimellem finder menneskeknogler når de skuffer eller
arbejder i jorden - simpelthen fordi rakkerne ikke havde tid til
at grave liget dybt nok ned, når det skulle forgå ulovligt.
Iøvrigt fortalte graveren, at når folk i Dejbjerg skal
begraves, så ønsker de at leje et stykke kirkegårdsjord,
der ligger langt væk fra rakker-plænen.
Der elever selvfølgelig stadig rakker-familer på egnen
omkring Dejbjerg - hvor meget de er tilpasset ved vi ikke. Mads
Lidegaard mener, at det er mindre, end vi tror. Han mener, at når
de fleste danskere er bange for at gå alene i skoven - og
da slet ikke om natten - så er det ikke af skræk for
skoven, men for skovfolket, jægefolket. Børn er blevet
fyldt med historier om afvigere i skoven gennem mere end tusind
år. Men stik modsat, er der folk der aldrig er bange for skoven
- og af og til hører vi også fra andre nordiske lande
om hemmelige fester, der holdes i skovene også i dag. Mads
Lidegaard mener, at det er rester af det gamle folk, der ikke vil
give slip på deres eget. Myterne lever videre - ikke som ammestuefortællinger,
men igennem spillefilm som f.eks. Blair Witch Project.
Magaret Murray mener, at den tid, hvor man tydeligst kunne se,
at det gamle jægerfolk blev behandlet som afvigere, var dengang,
man brændte hekse. Hun har gennemgået retsagerne mod
hekse i mange forskellige lande og har konkluderet, at hekse i næsten
alle sager var mindre og mørkere end andre folk. Magaret
Murray mener, at det, der skete, ikke var den kristne kirkes kamp
for at komme dem, der ikke troede på kirken til lavs - men
at der var tale om udryddelse af en afvigergruppe, et fremmed folk
- de oprindelige.
Hun siger, at der blev brændt 10 millioner hekse i Europa.
Det er ikke fjernt at sammenligne med nazisternes udryddelse af
jøderne. Også nazisterne var jo især ude på
at udrydde de jødiske kvinder, fordi de kunne sætte
flere jøder i verden. Det kan måske være grunden
til, at det var hekse, altså kvinder, der blev brændt.
I Lønne, hvor jeg kommer fra, er der dog også blevet
brændt en trold - det var landsbyens præst, der blev
dømt for trolddom efter at have hjulpet en gruppe hekse.
Helt op til vore dage er rakkerne blevet behandlet som dem, der
står udenfor samfundet. På kirkegården i Dejbjerg
er der dog en enkelt rakker-familie der er blevet begravet som andre
i landsbyen, altså med gravsten. Konen i den familie hed Mette
Mus. Hun kom oppe fra hederne omkring Viborg og blev gift med en
rakker fra Dejbjerg. Da de fik mange børn, blev huset aldrig
kaldt for andet end "musereden". Det ligner jo præsis
den måde folk i fremskridtspartiet har talt om fremmede på,
når de har sagt - og er blevet dømt for at sige - at
de yngler som rotter.
Vi ved, at nogle af rakkerne havde en anden måde at leve
sammen på end at gifte sig. Nogle kvinder fra storheden blev
lejet ud for en aftalt sum penge, til mænd på Dejbjerg-egnen.
De rigtige ægtemænd kom så en gang om året
og hentede betalingen. En af dem, der blev gift på denne måde,
slog den mand ihjel, som hun var lejet ud til. Han hed Kasper Hodde.
De havde begge to drukket meget og lagde sig til at sove på
en af de mange gravhøje ved Dejbjerg. Hun vågnede først,
samlede nogle sten i sit tørklæde, og slog Kasper Hodde
i hovedet med stenene til han døde.
Den del af historien, der røber, at de andre har set på
disse rakkere som afvigere, begynder, da liget bliver hentet ved
gravhøjer, der også den dag i dag hedder Kasper Hoddes
Høj. Liget blev sat uden for et rakkerhus og blev stående
der i sommervarmen i over en måned. Lægen fra Ringkøbing
tvang en ung tømrer til at sætte en jernring omkring
kisten, fordi den var sprængt af det oppustede lig. Til sidst
fik politiet nogle til at flytte liget til kirkegården.
Den dag i dag siger folk på egenen, at det er det ligtog,
der har haft det største følge nogensinde - men det
er fluerne de tænker på.
Der står idag en mindesten for et rakkerhus. Stenen er sat
der, fordi huset har en historie, der også bekræfter,
at de blev betragtet som afvigere. En rakker ville bygge et hus,
men ikke på heden, hvor de ellers holdt til. Men ingen af
de tre gamle sogne Skjern, Dejbjerg og Stauning ville ha rakkeren
og hans famile. Så byggede de huset ulovligt, så det
kom til at ligge lige sådan, at huset lå, hvor de tre
sogne mødtes. Og så skændtes politikerne i de
tre sogne ellers om hvem der skulle betale til rakkerne. Biskoppen
i Ribe kunne ikke afgøre, så det endte hos kongen,
der lod Skjern slippe og de andre to sogne betale.
Idag kan man ikke se noget af den gamle historie.. Paradoksalt
nok ligger der et kæmpe naturgas-anlæg på stedet,
der også koster penge at drive, samme sted som rakkerhuset
- nemlig på kommunegrænsen mellem de tre kommuner.
Det rystende ved denne historiske gennemgang er, at mennesker gennem
tusinder af år ser ud til at være ens. Der er nogen,
der skal skubbes udenfor. Og det er nogen, der vil være udenfor.
I ungarn lever sigøjnere og "det nye folk" sammen.
Skulle vi ikke prøve at gøre det samme...
Husk på: Måske var vi selv afvigere der, hvor vi engang
kom fra, da vi flygtede herop. Skulle vi ikke stoppe op i flugten
og se hvad de fremmede egentlig vil - det kræver bare en samtale...
©2000 - Jeppe Søe
|