I ikke mindre end 251 år vejede Dannebrog over de såkaldte Jomfruøer. Da Christoffer Columbus i 1493 søgte at finde søvejen til Indien, stødte han på disse smukke øer, som han gav navnet Las Virgines, opkaldt til ære for Helgeninden Ursulas 11.000 jomfruer, der led martyrdøden under deres pilgrimsrejse til Rom. Da Columbus troede, at han var nået til den vestlige del af Indien, gav han hele området navnet Vestindien, som anvendes den dag idag.

Den danske interesse for øerne går tilbage til 1633, hvor en mand ved navn Jan de Villum får kongeligt brev, der giver ham eneret på handelen til og fra Vestindien. Der kommer imidlertid ikke meget ud af Jan de Villums bestræbelser. På det tidspunkt har de store kolonimagter, først og fremmest Spanien, men også Holland, Frankrig og England, koloniseret største parten af Caribien - og for Spaniens vedkommende stort set hele Syd Amerika. Man kan derfor godt undre sig over, at ingen af disse kolonimagter viste interesse for specielt St. Thomas, der har en fantastisk naturhavn. Først i 1652, hvor skibet Fortuna kommer til København fra St. Thomas med en meget værdifuld last ombord - gav det de danske købmænd blod på tanden. De overtaler Frederik den 3. til at stifte Caribiske Kompagni, som far fast tilholdsted på St. Thomas.

Den første guvernør og kommandant på St. Thomas - Erik Nielsen Smit - udnævnes i 1665 og allerede i februar 1666 afgår den første last til København bestående af sukker, kakao, kanel og pukkenholt (en hård træsort). Den 30. marts 1666 går Dannebrog til tops på St. Thomas, som bevis på, at Danmark er blevet 83 kvadratkilometer større. Desværre dør Erik Nielsen Smit få måneder efter. I 1670 kommer Christian den 5. på tronen, og han er nærmest besat af tanken om en dansk koloni i Caribien. Han udnævner straks Jørgen Iversen Dybbel til guvernør på St. Thomas og samtidig etableres Dansk Vestindisk Guinea Kompani. Jørgen Iversen Dybbel får stor betydning for de næste 10 års udvikling. Han er en meget hård og retskaffen mand, der ikke lægger fingre imellem, når det drejer sig om at opretholde ro og orden. Der bliver uddelt strenge straffe til de, der ikke indordner sig efter love og regler.

Når man i Danmark skulle bemande et skib med kurs mod St. Thomas, var det utrolig svært at fa folk til at melde sig. Søfolkene havde hørt mange skrækkelige historier om den 3 måneder lange overfart - livet derude med sygdom, varme og den næsten sikre død, så de skulle ikke nyde noget af at melde sig frivilligt. Derfor var man tvunget til at rekruttere størstedelen af besætningen fra fængsler og forbedringshuse. De fleste gange bestod besætningen af fanger med lange fængselsstraffe - endog fanger med dødsstraf - og for at sætte kulør på det hele - smed man 10-15 kvinder med i købet, der som man sagde dengang - havde levet af utugt d.v.s. prostitution. Ud af en sådan besætning på godt hundrede mand - var det meget almindeligt, at mere end 1/3 døde undervejs, og lige så mange døde indenfor 6 måneder efter ankomst til St. Thomas.

I 1675 indlemmer Guvernør Iversen St. Jan (St. John) i kolonistyret og 4 år senere ender Iversen sin gerning på øerne og tager tilbage til Danmark.

Hernæst udnævnes Nicolaj Esmit til Guvernør - og det er ikke særlig heldigt. Esmit er i den situation, at den danske stat skylder ham en bunke penge, og istedet for sit tilgodehavende får han stillingen som Guvernør på St. Thomas. Esmit behandler slaverne direkte sadistisk, og han går i ledtog med de mange sørøvere og pirater, der på det tidspunkt hærger hele Caribien. Esmit grundlægger byen Taphus. Navnet har givet refereret til de mange værtshuse, som Esmit lod opføre for at tilfredstille sørøvernes behov for underholdning. Esmit har nemlig fundet ud af, at han personligt kan tjene mange penge på at lade piraterne bruge St. Thomas som base for deres mange togter mod specielt engelske og franske skibe. Dette bliver på et tidspunkt englænderne for meget, og de henvender sig til den danske regering. Englænderne fortæller ganske enkelt Danmark, at hvis de ikke selv kan holde orden i eget hus, så vil de gå ind og tage St. Thomas.På den baggrund bliver Nicolai Esmit kaldt hjem til Danmark, men inden hans afrejse udnævner han sin bror, Adolph Esmit, til Guvernør, og det bliver det ikke meget bedre af. I Danmark bliver Nicolai Esmit stillet for retten, dømt til døden og henrettet på Nytorv

Kongen er jo, forståeligt nok, meget begejstret for den indsats, som Jørgen Iversen Dyppel havde ydet som Guvernør. Med stort besvær får Kongen Iversen Dybbel overtalt til at tage endnu en tørn i Vestindien.

At skaffe besætning til det skib, der skal føre Iversen Dybbel tilbage til St. Thomas, viser sig at være utrolig svært. Der er ingen danske officerer, der ønsker at deltage i overfarten, så alle offcerer bliver hentet fra Holland, ligesom størstedelen af den øvrige besætning må hentes fra fængslerne i København. Fra starten er der store uoverensstemmelser mellem Iversen Dyppel og de hollandske officerer, og det hele ender i myteri i Den engelske Kanal, hvor Iversen Dyppel, hans gravide kone og deres børn bliver dræbt og kastet overbord. Den samme skæbne lider de hollandske officerer.

I 1689 skifter Taphus navn til Charlotte Amalie opkaldt efter Christian den 5.'s dronning. Byen hedder stadig Charlotte Amalie, men idag kalder mange bare byen for St. Thomas eller Downtown St. Thomas. I den efterfølgende tid er der en næsten konstant udskiftning af Guvernører og Kommandanter. Den ene værre end den anden.

I november 1733 finder der en voldsom slaveopstand sted på St. Jan, hvor mange plantageejere og slaver bliver dræbt. Opstanden bliver dog slået ned. Senere samme år overtager Danmark St. Criox fra franskmændende for en sum af 164.000 Rigsdaler, og hovedstaden på St. Croix skifter navn fra Port St. Jean til Christiansted.

St. Thomas er en meget kuperet ø, hvor det er næsten umuligt at dyrke noget som helst. På St. Croix derimod er alt flat, og det åbner muligheder for stordrift af "det hvide guld" - nemlig sukker. Tilbage står nu bare et problem - nemlig arbejdskraft. Man prøver en overgang med frigivne fanger og importerede arbejdere fra de omkringliggende øer, men det virker ikke. Man indser, at hvis man skal have det optimale ud af mulighederne på St. Croix, så må man anskaffe sig slaver i stort omfang.

Så er der nogle smarte købmænd i Danmark, der kommer på alletiders ide - nemlig trekantshandel og nu ringer kasseapparatet. En dansk trekantshandel foregår på den måde, at en købmand charter eller køber et skib, som han fylder med våben, tøj og spiritus. Skibet sejles ned til de danske besiddelser i Vestafrika - på Guldkysten og Peberkysten. Her bliver varerne solgt til gengæld for sorte slaver, som så sejles til St. Thomas, hvor de sælges på Fort Christians gårdsplads. Skibet genlastes med sukker og den lokale Cruzan Rum og afgår til Danmark. Mange vil sikkert huske, at dansk TV for nogle år siden sendte "Jul i Gammelby". Her havde købmanden helt mistet Juleglæden, og den kom først til ham, da han modtog nyheden om, at hans skib var vel ankommet til København. Det var netop en trekantshandel, og når en sådan lykkedes, blev købmanden utrolig velhavende. Trekantshandlerne gjorde, at Danmark og købmændene i de næste 50 år tjente formuer på Dansk Vestindien, og antallet af slaver steg til omkring 40.000, da det var på sit højeste.

England tager øerne fra os i forbindelse med krigene i starten af 1800-tallet, og først ved fredsforhandlingerne i Kiel i 1814 får Danmark øerne tilbage. Dette fører os frem til den vel nok mest markante personlighed i Danmarks 251-årige ejerskab af Jomfruøerene - nemlig Peter von Scholten.

Peter von Scholten er født den 17. Maj 1784, som søn af den senere Guvernør på St. Thomas, Cassimir von Scholten. Von Scholten kommer til Dansk Vestindien som 20-årig Fenrik i 1804, men må forlade øerne i forbindelse med englændernes overtagelse. Hjemme i Danmark bliver han adjudant for Frederik den 6.'s Generaladjudant von Bülow, og sammen med von Bülow ledsager han Kongen til fredsforhandlingerne i Kiel. På vejen tilbage må Kongen og hans følge gøre ophold på Sprogø, fordi Storebælt er frosset til, og historien fortæller, at soldaterne underholder Kongen med de værste løgnehistorier. En meget charmerende Peter von Scholten har helt sikkert været den, der kunne fortælle de mest spændende historier fra De Dansk Vestindiske øer - ihvertfald får von Scholten Kongens bevågenhed, og det stærke forhold til Frederik den 6. bevarer von Scholten helt frem til Kongens død i 1839. Historien fortæller også, at Kongen, efter dagene på Sprogø, giver hver enkelt deltager mulighed for at få et ønske opfyldt. De fleste ønsker en forfremmelse indenfor militæret, men det eneste von Scholten ønsker sig, er at blive Vejermester på St. Thomas. Det har de andre sikkert moret sig meget over. I modsætning til von Scholten ved de nemlig ikke, hvor mange penge der kan tjenes ved at være den, der bestemmer, hvor meget de forskellige laster vejer, som går ind og ud fra øerne.

Von Scholten siger altså farvel til en meget lovende militær karriere for at prøve lykken på Dansk Vestindien. Meget hurtigt bliver han Stadthauptmand og Kommandant og i tiden der følger, går der næsten ikke et år, uden han bliver forfremmet. Og det gode ved det - for von Scholten - er, at han hver gang får lov til at beholde det lukrative hverv, som han bliver forfremmt fra. Nogle mener at vide, at årsagen hertil er en hemmelig aftale mellem Kongen og von Scholten om, at von Scholten kan drive øerne uden indbl anding fra D anm ark , mod at h an betaler alle omkostninger i forbindelse med Kongens "uægte børn". Det er der imidlertid ingen beviser for, og det har sikkert alene været p.g.a. deres venskab, at Kongen har ladet von Scholten skalte og valte med De Vestindiske øer, stort set efter eget forgodtbefindende. Hvorom alt er, tjener von Scholten utrolig store summer, men ikke desto mindre har han aldrig en klink. Han bruger rent faktisk mere end han tjener - og i flere tilfælde låner han penge af plantageejerne. Dette bringer ham mange gange i vanskelige situationer, når han skal lave bestemmelser til slavernes fordel, der går samme plantere imod.

Selvom von Scholten er godt gift i København og har en stor herskabslejlighed i Bredgade, så holder han sig ikke tilbage, når han er på St. Croix, hvorfra von Scholten styrer sit lille rige. Han har åbenlyst en sort elskerinde, Anna Heegaard, som han bor sammen med på sit meget flotte landsted - Bülowsminde. Gennem hele sin tid på Dansk Vestindien, som Guvernør og senere Generalguvernør, har von Scholten et godt forhold til de sorte - helt sikkert også grundet sit forhold til Anna Heegaard, og i 1834 gør han de frie slaver ligeværdige med de hvide. I 1839 opretter han Landskoleordningen og får overtalt Frederik den 6. til at bygge hele 17 slaveskoler på øerne, og det går han meget op i - bl.a. overværer han altid eksaminer på skolerne. Men von Scholten har gennem årene skabt sig mange fjender i Danmark, og specielt den dansk presse lægger ikke fingrene imellem, når de beretter om, hvordan von Scholten lever på St. Croix. Det er ikke uden grund, at han får tilnavnet "Den sidste enevældige Konge".

Christian den 8., som kommer på tronen efter Frederik den 6.'s død i 1839, får von Scholten aldrig det samme tætte forhold til. Von Scholten foretager mange rejser frem og tilbage mellem Vestindien og København med det formål at overtale regeringen og Kongen om at give slaverne deres frihed. Dog må von Scholten konstantere, at han er ved at miste grebet - både om Dansk Vestindien og om slavernes forhold. Amerikanerne har et slang-udtryk, der hedder "to be between a rock and a hard place" - d.v.s. at befinde sig mellem en sten og et hårdt sted" - og det er netop den situation, som von Scholten befinder sig i fra 1840 til 1848. På den ene side vil han gøre alt for, at slaverne får deres frihed - men på den anden side ved han også godt, at hvis slaverne får deres frihed, vil de ikke vide, hvad de skal stille op med den. Han ser uddannelse som den eneste holdbare vej til slavernes frigørelse. Samtidig har von Scholten stort set hele Danmark imod sig - som for de flestes vedkommende ikke forstår, hvad der foregår.Det er den almene opfattelse at øerne og slaverne skal køres med hård hånd med henblik på at skaffe det størst mulige økonomiske overskud.

I 1847 barsler den danske regering med en lov, der automatisk frigiver de slaver, der bliver født efter den 28. Juni 1848, som er Dronningens fødselsdag. Resten af slaverne skal vente yderlige 12 år på deres frihed. Ideen er for såvidt god nok, fordi den giver den danske regering tid til at finde ud af, hvad man skal stille op med de erstatningskrav, der givet vil komme fra plantageejerne. Problemet er bare, at det er for sent og det ved von Scholten. Han har et meget tæt forhold til slavernes leder, Buddo, og det er givet igennem dette tætte forhold, at han har viden om, hvad der er i gærde. På samme tidspunkt breder slaveoprørerne sig udover hele Caribien - og nyhederne herom når selvfølgelig også Dansk Vestindien. Buddo og von Scholten har en aftale om, at der ikke må opstå blodsudgydelser, hvorfor Buddo planlægger en fredelig demonstration i Frederiksted på St. Croix, hvor slaverne går med fakler gennem byen. Buddo ved, at von Scholten er på vej med skib fra St. Thomas til Frederiksted, og han regner med. at von Scholten, når han ser opstanden, vil give slaverne deres frihed. Imidlertid skifter vinden, og skibets kaptajn Irminger bestemmer sig for at lægge til i Christiansted istedet for. Dette medfører, at situationen i Frederiksted udvikler sig, og de 8000 slaver, der deltager i demonstrationen, begynder at sætte ild på bygningerne. Von Scholtens bror, Frederik von Scholten, der er Toldfoged i Frederiksted, kører hurtigt til Christiansted. Her henter han sin bror, og langt om længe ankommer Massa Peter - som de sorte kalder von Scholten - til Fortet i Frederiksted.

Her erklærer Von Scholten: "Now you are free - you are hereby emancipated" - "Nu er I frie - I er hermed givet fri". Dette skete den 3. Juli 1848.

Plantageejerne er selvfølgelig rasende på von Scholten. De går i et vist omfang til modangreb på slaverne, men må snart indse, at slaget er tabt på forhånd, da de er langt i mindretal. Den 14. Juli 1848 forlader von Scholten Christiansted - syg og nedbrudt - og tager hjem til Danmark. Her får han ikke just nogen heltemodtagelse - men bliver stillet for en kommissionsdomstol, hvor han i første omgang bliver dømt for sine gerninger.

Senere frikender Højesteret dog von Scholten, og han får lov til at beholde sin pension. Von Scholten er imidlertid på det tidspunkt en meget syg mand, og han forlader København og flytter ned til sin datter i Hamborg, hvor han dør den 26. Januar 1854. Hans kiste bliver ført tilbage til København, hvor han bliver bisat på Assistens Kirkegård. Et af de største dagblade i Danmark på det tidspunkt "Fædrelandet" kommenterer blot dødsfaldet med: "At staten ved dette dødsfald sparer 12.000 Rigsdaler årligt" - med henvisning til von Scholtens pension.

Tilbage på øerne går det præcis, som von Scholten har forudset og frygtet. Nu bliver slaverne for alvor slaver. Plantageejerne bestemmer nemlig helt, hvor meget de vil betale i løn, og slaverne mærker nu virkelig til fattigdom. Von Scholten har nemlig under sin regeringstid, i meget stor omfang sørget for, at slaverne behandles ordentligt. Samtidig opfinder man sukkerroen i Europa, og det betyder, at bunden ganske enkelt falder ud af øernes økonomi - og danskerne mister helt interessen for driften.

Der foregår i de efterfølgende år adskellige forhandlinger mellem Danmark og USA om salg af øerne og omkring 1902 er man faktisk nået til enighed om en pris på 5 millioner dollars - men da USA tidligere har trukket forhandlingerne i langdrag - stikker Landstinget, som en slags gengæld, en kæp i hjulet for gennemførelsen af handelen. Først i 1916, midt under 1. Verdenskrig, bliver man enige. Denne gang er prisen sat op til 25 millioner dollars. Den danske regering er klar over, at USA har brug for øerne af strategiske årsager. Efter en folkeafstemning i 1917, hvor kun 1/2 million danskere stemmer, bliver salget bekræftet med 2/3 flertal. Befolkningen på øerne bliver ikke spurgt.

Den 31. Marts 1917 stryges Dannebrog for al tid og Stars and Stripes går til tops. Denne dato fejres hvert år på øerne - som "Transferday", hvor både Danmark og USA hyldes for måden, hvorpå overdragelsen foregik. Alle har selvfølgelig fri, og mange - de fleste sorte - samles til fest.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at befolkningen aldrig har givet afkald på de mange danske helligdage. Dem fastholder man, ligesom man selvfølgelig fejrer alle amerikanske fri- og helligdage.

Hvad brugte den danske stat så de 25 millioner dollars til? Jo - på det tidspunkt var landets største bank Landmandsbanken - truet af krak, så staten var tvunget til at kaste næsten samtlige 25 millioner dollars ind for at redde banken. Så med et gran af humor kunne man jo hævde - at havde man ikke solgt De Dansk Vestindiske øer i 1917, så havde der ikke været noget idag, der hed Den Danske Bank.

Dette var blot en enkel og hurtig gennemgang af Dansk Vestindien's historie, Der er selvfølgelig meget, meget mere at fortælle - og til det er der kun at sige:

Tag ud og oplev disse smukke øer, der af mange betragtes som et rent "paradis på jord", og som i sin tid blev kaldt for "Juvelen i den Danske Krone".

Jeppe Søe
Nørrediget 40 • 7100 Vejle • Tlf: 22155541 • Email: jeppe@soe.dk

Jeppe Søe's guide til DANMARKS VESTINDIEN

• Velkommen
• Danmarks Vestindien
• Ferie Fakta
• St. Croix Historie
• St. Thomas Historie
• St. Johns Historie